skal, skal ikke?

 Det gør ondt at vide at jeg ikke er god nok, og at jeg ikke kan give alt det jeg gerne vil til dig.. Jeg er som en dukke der er blevet kastet ind i muren og blevet trådt på bagefter, intet værd længere.. jeg prøver for meget og for hårdt på at være en jeg ikke er. Prøver for hårdt på at være den perfekte kæreste.

Jeg kan og vil ikke være perfekt. Jeg er ikke en barbie med den perfekte krop. Jeg kan ikke være supermand og flyve dig lige nøjagtig derhen hvor du gerne vil..

Jeg ved knapt nok hvem jeg selv er længere. Når jeg ser mig i spejlet er det en reflektion jeg ikke kender. Jeg har lyst til at begrave mig selv og aldrig stå op igen. Jeg er så bange for hvad fremtiden bringer. 

Jeg er bange for at det kommer til at gøre mere ondt at give slip jo længere tid jeg venter, for jeg aner ikke om det lige pludselig bare er slut og jeg så står der med tårer rendende ned af kinderne og det så er endnu værrere der.. Jeg har ikke lyst til at det skal gøre mere ondt end det allerede gør nu.

bør man give slip nu og lystre hvad man får afvide af folk? eller bør man være egoistisk og tænke på hvad man selv har lyst til?